Spildevandsrensning

Fra spildevand til fjernvarme og el

Vi har ansvaret for nogle af Danmarks mest avancerede renseanlæg. Her har vi fokus på mere end blot at rense store mængder spildevand for din sundheds skyld. Vi renser spildevandet ved brug af mindst muligt energi og arbejder med produktion af el og varme fra slammet på vores renseanlæg. 

Overskudsvarme fra spildevand bliver til varme i radiatoren

I forbindelse med rensningen af spildevand på vores Renseanlæg Vest i Aalborg genereres der i dag større mængder overskudsvarme. Denne varme går til opvarmning af biogasanlæg og bygninger på Renseanlæg Vest og Renseanlæg Øst. Den varme, vi ikke bruger til drift af biogasanlæg og bygninger, sender vi til fjernvarmenettet og på den måde bidrager spildevandet til produktion af mere miljøvenlig energi.

Spildevand er en ressource

Vi udvikler løbende renseanlæggene, og vi sikrer os, at vores medarbejdere har den rette viden og de rette kompetencer. Denne fokusering på udvikling betyder blandt andet, at spildevandet ikke længere blot er affald - men en vigtig ressource.

  • Renset spildevand sender vi ud i naturen. 
  • Slam producerer vi biogas af, som bliver til el. 
  • Granulat (tørret slam) bliver anvendt til råstof- og energikilde i industri som Aalborg Portland. 

Vi bestræber os hele tiden på at finde nye metoder og teknologier, så vi kan blive bedre til at udnytte ressourcer og optimere vores processer. For at få inspiration samarbejder vi med forskere, firmaer og andre vandselskaber – både i Danmark og internationalt.

CO2-neutrale renseanlæg

At rense spildevand koster meget energi, men selvom vi fokuserer på energioptimering og energiproduktion, går vi ikke på kompromis med kvaliteten af vores renseproces og det vand, vi sender tilbage til naturen. Alligevel er det lykkedes os at nedbringe CO2-udledningeni perioden 1997-2016 fra cirka 6000 tons til i dag at være CO2-neutrale. Dette er opnået på baggrund af energibesparelser, samt af at produktion af energi og brændsel på renseanlæg overstiger forbruget af energi på renseanlæggene. 

  • Vi producerer selv 80% af den elektricitet, som vi bruger til spildevandsrensning på Renseanlæg Vest.
  • Vi anvender også biogas til tørring af slam på Renseanlæg Øst. På denne måde dækker vi 75% af slamtørringsanlæggets samlede energibehov. De sidste 25% dækker vi ved at købe naturgas.
Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen