Ændringerne omfatter følgende:
- Mindre erhverv tilføjes til serviceaftalen:
Fjernvarmens Serviceordning omfatter mindre fjernvarmeinstallationer, f.eks. enfamilieboliger, men omfatter nu også mindre erhverv med direkte kundeforhold og med et areal op til cirka 300 m2. - Tilføjelse om kvalitetssikring af udført servicearbejde:
Til punktet omkring kvalitetssikring tilføjes, at kvalitetssikringen af udført servicearbejde foretages af FJR-ordningen og sker ved stikprøvevis kontrol af indberettede rapporter samt eventuel fysisk kontrol hos kunden. En eventuel tvist i forhold til kvalitetssikring er Aalborg Forsyning uvedkommende. - Tilføjelse af fortrydelsesret i serviceaftalen:
Det tilføjes, at fortrydelsesretten vil bortfalde, hvis kunden har givet samtykke til, at hovedeftersyn kan påbegyndes, inden fortrydelsesfristens udløb. Har kunden derfor anmodet Aalborg Forsyning om hovedeftersyn inden udløbet af fortrydelsesretten, og vælger kunden samtidig at udnytte retten til at fortryde aftalen, er Aalborg Varme berettiget til at opkræve betaling for det gennemførte hovedeftersyn, inden aftalen blev bragt til ophør. Hvis et hovedeftersyn er påbegyndt, inden fortrydelsesfristen er udløbet, skal kunden betale Aalborg Forsyning et beløb, som står i forhold til omfanget af de ydelser, der er leveret indtil det tidspunkt, hvor kunden informerede Aalborg Forsyning om sin udøvelse af aftalens fortrydelsesret, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen. - Indførelse af bindingsperiode:
Ved serviceaftalens indgåelse påbegyndes en bindingsperiode på 6 måneder, så kunden kan opsige serviceaftalen med én måneds skriftligt varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. - Ændring af bestemmelser om fraflytning og lejer/ejerskifte:
Ved fraflytning og lejer/ejerskifte ophører Fjernvarmens Serviceordning uden yderligere varsel fra fraflytningsdatoen. Ny lejer/ejer har mulighed for at overtage serviceaftalen, hvis dette meddeles Aalborg Forsyning senest 14 dage efter fraflytningsdatoen.