Nitrat i drikkevand

Du skal ikke være bange for at drikke vand fra hanen. I Aalborg Forsyning overholder vi grænseværdierne for nitrat i drikkevandet, og vi gør en stor indsats for, at indholdet af nitrat i drikkevandet er så lavt som muligt.

Aalborg Forsyning har siden sidst i 1980’erne gjort meget for at beskytte grundvandet bl.a. for nitrat. Nitrat i grundvandet stammer fra landbrugets gødning, og derfor har Aalborg Forsyning lavet aftaler med landmænd om, at de ikke må bruge sprøjtegifte og gødning i de områder, hvor Aalborg Forsyning indvinder drikkevand. Udfordringen er, at der kan gå mange år, fra landbruget holder op med at sprøjte og gøde til, at det har en effekt i de dybder, hvor Aalborg Forsyning henter drikkevandet.

Aalborg Forsyning arbejder derfor målrettet med en plan, som skal sørge for, at der også er både rent drikkevand og nok drikkevand i fremtiden. Det er en del af planen, at vi skal rense grundvandet i en periode, mens vi venter på effekten af grundvandsbeskyttelsen.

I Aalborg Forsyning overholder vi grænseværdierne for nitrat i drikkevand, som er fastsat af EU og videreført til dansk lovgivning. Ifølge reglerne må der højest være 50 milligram nitrat per liter vand. Nitratindholdet afhænger af kildepladsen og svinger fra få milligram nitrat per liter og op til 35-45 milligram per liter i Aalborg Midtby, hvor der er det højeste niveau.

I Aalborg-området er der generelt et højere nitratindhold end i resten af Danmark. Det skyldes geologien i vores område. Fra naturens side har vi ikke tykke lerlag i jorden, der er andre steder i Danmark. Det betyder, at det nitrat, der kommer fra overfladen, ikke bliver fanget i jorden, men kommer ned i vores grundvand.

Drikkevand med høje niveauer af nitrat er et problem i store dele af verden, og forskere har påvist, at nitrat i drikkevandet kan øge risikoen for tyk- og endetarmskræft. Nye beregninger lavet af forskere fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og GEUS viser, at vi kan reducere tilfældene af tarmkræft og opnå økonomiske gevinster, hvis Danmark sænker koncentrationen af nitrat i drikkevandet.

Forskerne siger samtidig, at du som privatperson ikke skal være bange for at drikke vand fra hanen, og derfor er der fx ingen grund til at begynde at drikke vand fra flaske eller rense vandet for nitrat selv. Der er mange andre risikofaktorer, der er vigtigere end nitrat i drikkevandet, når det gælder tarmkræft – fx hvor sundt man spiser, hvor meget man bevæger sig, og om man ryger.

Du kan tjekke indholdet af nitrat og kvaliteten af drikkevandet, som vi leverer på din adresse på www.mitvand.dk

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen