Varmeprisen stiger til efteråret - forstå din nye pris

Den 1. september bliver varmen ca. 14% dyrere - det svarer til 175 kr. mere om måneden, hvis du bor i et standardhus på 130 kvm.

Aalborg Forsyning har ligesom resten af forsyningssektoren været meget påvirket af de seneste års store udsving på energimarkedet. Vores udgifter til at producere varme har været meget høje og er det fortsat. 

Derfor ser vi os nødsaget til at hæve varmeprisen pr. 1. september 2023.

Prisstigningen sker som følge af højere omkostninger til køb af varme. Aalborg Varme A/S producerer ikke selv sin varme, men køber den bl.a. af Nordjyllandsværket, hvor omkostningerne til el holdes helt ude af grundlaget for beregningen af varmeprisen. Men når Nordjyllandsværket både har produktion af el og varme opnås en række stordriftsfordele, som kommer varmeforbrugerne til gode gennem lavere priser. I den oprindelige prisfastsættelse var der forventet en høj efterspørgsel efter elproduktion. Det blev desværre ikke realiseret, og dertil var der en lavere varmeleverance fra Aalborg Portland end forventet, hvilket samlet set gav en højere varmepris.

Du kan her på siden læse, hvordan prisstigningen skal forstås, og hvad du som forbruger selv kan gøre for at spare på varmen.

Forstå prisstigningen

Din varmepris består af tre dele:

  • Abonnement
    Abonnementsprisen er en fast årlig betaling for fjernvarme. Prisen for dit abonnement stiger ikke.
  • Effektbidrag
    Effektbidraget er en fast udgift baseret på størrelsen af din bolig. Beregningsareal er kvm registreret i BBR (Bygnings- og boligregistret). Prisen for dit effektbidrag stiger heller ikke.
  • Forbrug
    Dit energiforbrug er dit variable forbrug af fjernvarme. Pr. 1. september 2023 stiger denne pris fra 0,684 kr./kWh inkl. moms til 0,8 kr./kWh inkl. moms . Det vil sige, at du kommer til at betale mere for den varme, du bruger.

Prisstigningen betyder, at hvis man har et standardhus på 130kvm. og et årligt forbrug på 18.100 kWh (eller 18,1 MWh), som svarer til et almindeligt varmeforbrug, vil den variable varmeudgift stige med ca. 175 kr. inkl. moms om måneden.

Lægger man de faste udgifter til abonnement og effektbidrag sammen med stigningen i den variable pris for dit forbrug, bliver den samlede varmepris ca. 14% større pr. 1. september.

Det betyder ikke nødvendigvis, at din varmeregning fremover bliver 14% større, da du ved at nedsætte dit varmeforbrug eller efterisolere din bolig selv kan gøre meget for at spare på varmeregningen.

Tabel der viser prisstigning, hvor det fremgår, at varmeprisen består af tre dele; Abonnement, effektbidrag og forbrug. Det er kun prisen på forbrug der stiger. Søjle for 2023 før prisstigning viser en forbrugspris på 12.380 kroner. Søjle for 2023 efter prisstigning  viser en forbrugspris på 14.480 kroner.

Tabellen ovenfor viser varmepriser i DKK. inkl. moms før og efter prisstigning. De viste tal er prisen for et år for et standardhus på 130 kvm med et årligt varmeforbrug på 18.100 kWh (svarende til 18,1 MWh)

 

 

Tjek din egen prisstigning

På Min Side under Tidligere aflæsninger kan du se dit forventede årsforbrug. For at finde ud af hvad prisstigningen kan komme til at betyde for dig, kan du gøre følgende:

Dit forventede årsforbrug i kWh x 0,116 = Din merudgift inkl. moms

Hvad kan du selv gøre for at spare på varmen

Du kan selv gøre flere ting for at forberede din bolig til de kolde måneder og dermed begrænse dine varmeudgifter, selvom fjernvarmen bliver dyrere:

  • Efterisolér dine rør
  • Tjek om du kan have gavn af ekstra isolering på loftet
  • Undersøg om dine radiatorer og gulvvarme fungerer optimalt
  • Indstil temperaturen på dit varme vand
  • Gør det til en vane at følge med i dit varmeforbrug. Det kan du blandt andet gøre med appen Watts eller via Min Side her på hjemmesiden.

 

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen