I dag udleder Renseanlæg Øst renset spildevand til Limfjorden. Vandets temperatur svinger mellem 8 grader om vinteren og 25 grader om sommeren. Aalborg Forsyning investerer nu i en 6 MW varmepumpe på renseanlægget. Pumpen skal udnytte energien i spildevandet og omdanne den til fjernvarme.
Varmepumpe på Renseanlæg Øst
”Varmepumper er et centralt element i at omstille den fossile varmeproduktion til fremtidens mix af grønne teknologier,” fortæller Per Clausen, som er bestyrelsesformand i Aalborg Forsynings energidivision. Han uddyber: ”I praksis betyder det, at borgernes spildevand kommer tilbage som grøn fjernvarme i radiatorerne. Projektet er med andre ord et godt eksempel på et tværgående samarbejde på tværs af forsyningsarterne vand og energi. Netop den såkaldte ”sektorkobling” i Aalborg Forsyning betyder, at vi kan gøre endnu mere for klimaet.”
For Lasse Frimand Jensen, der er bestyrelsesformand i Aalborg Forsynings vanddivision, giver projektet også rigtig god mening. Han siger: ”Normalt håndterer et renseanlæg spildevandet miljømæssigt korrekt. Det gør vi stadig, men ved at tænke cirkulært kan vi samtidig udnytte det til energi, når det, som borgerne skyller ud i toilettet, bliver omdannet til varme. Spildevandet er kort sagt en værdifuld ressource og et godt eksempel på, at noget, som før blev opfattet som affald, nu indgår i den cirkulære økonomi med en betydelig samfundsværdi.”
Konkret bliver der etableret en ny pumpestation, som pumper det rensede spildevand til Limfjorden. Ved siden af etableres en bygning til den nye el-drevne 6 MW varmepumpe. Investeringen påvirker ikke varmeprisen for Aalborg Forsynings varmekunder. Sammen med de ambitiøse nationale klimamål udgør FN’s verdensmål sigtelinjen for Aalborg Forsynings arbejde. ”Investeringen i varmepumper bidrager til et mere bæredygtigt samfund. For når vi udnytter varmen i spildevandet, er vi med til at producere mere bæredygtig energi og reducere CO2-udledningen,” forklarer Lasse Frimand Jensen.
Anlægget er et fælles projekt mellem Aalborg Forsynings vand- og energidivision og forventes at blive sat i drift ultimo 2023.