Aalborg Forsyning donerer udstyr til Ukraine

Aalborg Forsyning har doneret to mobile varmecentraler og en nødgenerator til Ukraine.

Torsdag den 6. juli forlod 3 lastbiler Aalborg Forsyning med udstyr til Ukraine. Lastbilerne var lastet med to mobile varmecentraler og en nødgenerator, som skal hjælpe med at opretholde og genopbygge den kritiske infrastruktur på forsyningsområdet i det krigshærgede land.

”Udstyret har indgået i Aalborg Forsynings nødberedskab for varmeforsyningen, men har ikke været i brug i en årrække. Jeg ser det som det eneste rigtige, at vi i Aalborg Forsyning støtter Ukraine i den ulykkelige og svære situation, de er i,” udtaler Per Clausen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning.

De mobile varmecentraler er på hver 3 MW. Det svarer til, at hver varmecentral kan opvarme en mindre landsby eller 1.400 danske huse. Nødgeneratoren kan levere strøm til et mindre sygehus, svarende til ca. 100 danske husstandes årlige forbrug.

"Vi håber, udstyret vil gøre en forskel for befolkningen i Ukraine"

Aalborg Forsynings administrerende direktør Søren Gais Kjeldsen udtaler:

”Varmecentralerne og nødgeneratoren er af god kvalitet og fuldt funktionsdygtige, og de blev serviceret inden afsendelse. Der er tale om udstyr, som vi har vurderet, at vi kan undvære, og det vil derfor ikke påvirke vores nødberedskab, at det doneres. Derimod håber jeg, at udstyret vil gøre en forskel for befolkningen i Ukraine.”

Donationen er sket efter henvendelse fra Energistyrelsen. Energistyrelsen oplyser, at udstyret ankommer til Ukraine ved udgangen af juli.

Donationen er den tredje, som Danmark har sendt afsted til Ukraine siden årsskiftet for at hjælpe med akut genopbygning af ødelagt infrastruktur, herunder vand- og varmeudstyr samt udstyr til at beskytte elnettet og elinstallationer.

Kontaktinformation

Yderligere information kan fås hos:

  • Per Clausen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning, tlf. 2519 9401
  • Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning, tlf. 2940 1820
Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen