Stemningsbillede

Flere nye bygninger får mere klimavenlig fjernkøling

Aalborg Forsynings energieffektive og mere klimavenlige fjernkøling spreder sig i Aalborg Øst, hvor Steno Diabetes Center og det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, også skal køles med koldt vand fra kridtsøen ved Aalborg Portland.

Det er ikke kun det kommende Nyt Aalborg Universitetshospital, som får glæde af et af verdens mest energieffektive fjernkøleanlæg. De nye bygninger til Steno Diabetes Center og Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU SUND, skal også have mere klimavenlig og energieffektiv fjernkøling fra Aalborg Forsyning.

Steno Diabetes Center og AAU SUND bliver opført i tilknytning til Nyt Aalborg Universitetshospital. Kølingen til bygningerne stammer fra kridtsøen ved Aalborg Portland, hvor det kolde søvand cirkulerer gennem en 3,6 km lang ledning til en kølecentral i Aalborg Øst.

”Region Nordjylland har været klimaregion i flere år, og fjernkøling giver rigtig god mening som et af de initiativer, der skal være med til at nedbringe udledningen af CO2. Ved at bruge det kolde vand i kridtsøen til at køle både Nyt Aalborg Universitetshospital, Steno Diabetes Center og AAU SUND, går tingene for alvor op i en højere enhed og bidrager positivt til de nationale klimamål,” siger Lene Linnemann, 2. næstformand i Regionsrådet i Region Nordjylland.

Det er Region Nordjylland, der i samarbejde med Novo Nordisk Fonden står bag etableringen af Steno Diabetes Center Nordjylland. Fjernkølingen til de kommende bygninger i Aalborg Øst skal fx bruges til at køle udstyr, servere, computere og til komfortkøl.

”Der er tale om en meget klimavenlig løsning, fordi kølingen kommer fra kridtsøen, som er en naturlig kilde, og vi bruger kun energi på at cirkulere kølingen fra søen og til kølecentralen i Aalborg Øst. Dertil opnår vi en meget høj effektivitet i løsningen, fordi søen har stabile temperaturer på mellem 5 og 14 grader over årets sæsoner,” siger Jesper Møller Larsen, forsyningschef i Aalborg Forsyning.

Han glæder sig over, at Aalborg Forsyning også skal levere fjernkøling til Steno Diabetes Center og AAU SUND og forventer, at flere vil følge trop i området: ”Området ved vores kølecentral i Aalborg Øst er i fuld udvikling, og vi er i dialog med flere institutioner, som også gerne vil forsynes med klimavenlig fjernkøling,” siger han.

Fakta om fjernkøleanlægget i Aalborg Øst

  • Det samlede anlæg har en teknisk kapacitet på 7,3 MW med mulighed for at udvide op til 11 MW
  • Steno Diabetes Center skal bruge 400 KW af anlæggets kapacitet, og AAU SUND skal bruge 200 KW
  • Fjernkøleanlægget sparer 80-90% CO2 sammenlignet med traditionelle køleløsninger
  • Anlægget er fem gange så effektivt som traditionelle køleløsninger og sparer i drift 700 tons CO2 om året.

 

For yderligere oplysninger kontakt:

  • Jesper Møller Larsen, forsyningschef Aalborg Forsyning, telefon 2520 4861
  • Lene Linnemann, 2. næstformand Regionsrådet i Region Nordjylland, telefon 6174 4057
Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen