Hvorfor spildevandskloakere?
Når din ejendom er spildevandskloakeret ender dit spildevand fra bl.a. toilet, håndvask og vaskemaskinen på renseanlægget i stedet for at nedsive eller blive udledt efter ophold i en bundfældningstank. Nogle områder er ikke miljømæssigt egnet til nedsivning af spildevand, og derfor vil spildevandskloakering forbedre sundheden og miljøtilstanden til gavn for borgerne, dyrelivet og plantelivet.
Hvad skal du gøre?
- Du skal sørge for kloakeringen på din egen grund
Vi sørger for kloakeringen i vejen. Du skal med hjælp fra en autoriseret kloakmester sørge for at spildevandskloakere på din grund og koble det på vores stikledning ved skel. Du skal altid benytte en autoriseret kloakmester, når du etablerer eller ændrer på dit kloaksystem. - Du skal sikre kloakken kan renses
Du skal også sørge for, at det er muligt at rense kloakken på din grund. Den bedste løsning er efter vores mening, at du installerer en rensebrønd ved skel. - Du skal sørge for, at bundfældningstanken tages ud af drift
Du skal selv sørge for, at din tank bliver taget ud af drift, når kloakken på din grund er tilsluttet. - Du skal sørge for afledning af regnvand
Det regnvand, der falder på din grund, kalder vi overfladevand. Du skal også selv sørge for at håndtere overfladevand på din egen grund – enten ved nedsivning eller udledning til dræn, grøft eller vandløb. Du må ikke lede overfladevandet til spildevandsledningen.
Din kloakmester kan rådgive dig om både spildevandskloakering, rensebrønd og regnvandshåndtering.
Læs mere om håndtering af regnvand på Aalborg Kommunes hjemmeside
Hvad gør vi som forsyning?
- Vi graver i vejen
Vi placerer som regel spildevandsrørene i vejarealet og fører et rør frem til dit skel, hvis ikke vi allerede har gjort det, når du begynder arbejdet på din grund. - Vi tømmer tanken en sidste gang
Vi planlægger en sidste tømning af din tank og giver dig besked om, hvornår det bliver.