Gravearbejde på og omkring Nørresundby Torv
I 2024 og 2025 skal vi separatkloakere Nørresundby Torv og området omkring. Samtidig fornyer vi fjernvarmerør, og Nordværk etablerer nedgravede affaldscontainere.
Vi separatkloakerer området for at sikre os bedre mod større regnmængder og reducere risiko for oversvømmelser. I fremtiden vil regnvandet derfor blive ledt ud i Limfjorden, mens spildevandet bliver sendt til rensning på Renseanlæg Vest. Samtidig udskifter vi fjernvarmerørene i området til nye og bedre rør, og Nordværk etablerer nedgravede affaldscontainere, som gør det nemt at sortere forskellige affaldstyper.
Vi koordinerer vores gravearbejder og laver flere ting på én gang for at minimere generne for borgere og erhvervsdrivende, og samtidig opnår vi besparelser i anlægsøkonomien. Når vi har gennemført projektet, har vi dermed både fornyet og fremtidssikret fjernvarmeforsyningen samt separatkloakeret, og Nordværk har etableret nedgravede affaldscontainere. Alt sammen til glæde for forsyningssikkerheden, folkesundheden og miljøet.
Hvornår graver vi - og hvorfor?
Arbejdet udføres fra juni 2024 til oktober 2025.
Arbejdet med krydsning af Vesterbrogade blev afsluttet i sommerferien, og på nuværende tidspunkt pågår arbejdet med at afslutte separatkloakering i Brotorvet og Torvet.
Vi forventer, at Torvet og Tinghusgade vil være spærret de næste par måneder (september-oktober), hvor vi separatkloakerer Torvet og fornyer fjernvarmerør i Tinghusgade og Gammel Østergade.
Vi arbejder efter følgende overordnede tidsplan:
2024
- Vesterbrogade ved krydset Vesterbrogade/Brotorvet/Strandgade (udført)
- Brotorvet (afsluttende arbejde pågår)
- Torvet (anlægsarbejde er påbegyndt)
- Tinghusgade
- Torvegade
- Gammel Østergade
- Bryggergade
- Skrågade